I DN Skive-Salling har vi længe været bekymrede for den uregulerede og voksende muslingeindustri, som presser Limfjorden.  Hvis vi skal have en sund fjord for alle i fremtiden, skal ”det vilde vesten” erstattes af et ordentlig regelsæt, der sikrer natur, konkrete miljøvurderinger og rekreative aktiviteter og adgang til fjorden.

Før sommeren 2021 satte Fødevareministeren endelig udviklingen på pause. Han lagde samtidig op til, at der skal laves nye regler og rammer for industrien for at sikre miljøet. Vi venter stadig på resultatet af den arbejdspause.

I processen er det helt afgørende, hvordan Skive Byråd stiller sig til den kritiske situation omkring Limfjorden. Derfor skal vi i dialog med politikerne – også i andre kommuner, da Limfjorden har et stort opland, hvorfra næringsstoffer strømmer til.

I DN, Skive-Salling vil vi arbejde for:
Der skal ikke gives flere tilladelser til muslingefarme, før der er vedtaget en overordnet plan for industrien, hvor der stilles krav om en konsekvensvurdering af hvert enkelt anlæg og dets placering ift. både miljø og adgang for friluftsliv Vores fjord skal ikke bruges som renseanlæg for landbrugets udledninger. Det er glædeligt, at anlæg er med til at rense fortidens synder, der i forvejen er havnet i vandet – men udledningerne skal stoppes på land før de overhovedet når åer, natur og havner i Limfjorden. Der må ikke slækkes på kravene til dette med henvisning til, at fjorden bare kan rydde op. 

Film om Limfjorden som den burde være