Arrangement

De Vilde Blomsters Dag ved Hagens Mølle 16.6.24

Midt mellem en kraftig byge og en fodboldkamp - men i dejligt sommervejr - blev de vilde blomsters dag afholdt søndag den 16. juni.

Denne gang gik turen til Hagens Mølle området, hvor lodsejerne med græssende køer og nyetablerede våde enge laver en flot naturpleje

Turen var arrangeret som et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening, Skive-Salling og Skive Kommune - og ikke at forglemme, de flinke lodsejere, som stillede deres arealer til rådighed. Naturformidler fra netop Skive Kommune, Lars Emil Feldager Hansen fortalte levende om de forskellige planter, og om, hvorfor de lige netop gror her.

Bakkerne ved Hagens Mølle har en speciel historie. Helt tilbage fra middelalderen har man drevet stude sydpå her ad primitive veje. Al trafikken har slidt dybe slugter ind i skrænten - såkaldte hulveje, og området har i al den tid ikke været opdyrket.

Bare det at vandre op og ned ad de stejle skrænter langs de tidligere hulveje gav deltagerne god motion. Men turen blev også krydret af gode - og sjældne - blomster som guldblomme, smuk perikon, knoldet mjødurt og smalbladet klokke. I en forsamling af overvejende voksne deltagere kan det ikke undre, at også emnet; "Hvad kan man blande i snaps?" blev berørt.

Sidst på turen var vi nede på de våde enge, der ligesom overdrevsbakkerne er plejet med kvæg. Den insektædende plante vibefedt gror her, men blev ikke fundet. Til gengæld fandtes masser af planter fra det såkaldte rigkær, for eksempel smalbladet kæruld, trævlekrone og majgøgeurt. Af sidstnævnte stod stadig flere med flotte blomsterstande.

Alt i alt en god tur, som selvfølgelig også bød på kaffepause midt i alt det grønne.

 Referat: Verner V. Hansen

Fotos: Anni OB